Dirigenter

Christina Kjærulff

Jeg hedder Christina Kjærulff og har været dirigent for Nordjysk Pigekor siden august 2012.

Christina Kjærulff.
Foto: Claus Søndberg

Sang og især kor har altid været en stor del af mit liv. Første gang jeg stiftede bekendtskab med korsang var, da jeg gik i 2. klasse på Svenstrup Skole, hvor der var et stort og sprudlende kormiljø. Dernæst sang jeg i mange år i Svenstrup Pigekor og sidenhen i gymnasiekor på Støvring Gymnasium. I 1999 begyndte jeg at læse musikvidenskab på Aalborg Universitet, og under min studietid sang jeg i tre forskellige kor og fik meget stor glæde og erfaring med derfra.

Derfor var det også naturligt at pejle min uddannelse i retning af direktion og korledelse, og jeg dimitterede i 2007 som cand.mag. i musik med specialisering i musikpædagogik og korledelse som hovedfag.

Efter jeg blev færdig på universitetet, har jeg været dirigent for flere forskellige kor. Både børne-, ungdoms- og voksenkor. I 2009 blev jeg ansat ved Aalborg Kulturskole bl.a. som dirigent for Klarup Pigekor. I 2012 var jeg så heldig at få tilbudt posten som dirigent for Nordjysk Pigekor, og jeg kunne nu kalde mig den lykkelige korleder for regionens to bedste pigekor.

Jeg elsker mit arbejde og er aldrig i dårligt humør, når jeg går hjem fra en korprøve med Nordjysk Pigekor. De unge piger er meget dedikerede og vil altid gerne lære nyt og blive bedre. Nordjysk Pigekor er desuden et kor med mange traditioner, og det er fantastisk at være en del af denne store familie af NP’ere, som deler så mange vidunderlige sange, skøre sanglege og gode minder. 

Jeg er desuden glad for og stolt af at kunne bidrage til, at der fortsat er et levende miljø for korsang på højt niveau i Hjørring. Jeg bor selv i Hjørring med min mand, vores to drenge og en Cocker Spaniel 🙂

Udover at være dirigent for Nordjysk Pigekor og Klarup Pigekor er jeg ansat som kirkesanger ved Sindal og Astrup kirker. 


Katrine Bach Skovmand

Jeg hedder Katrine Bach Skovmand, og jeg har været dirigent for Juniorkoret siden oktober 2018.

Katrine Bach Skovmand. Foto: Claus Søndberg

Jeg er besat af kor. Jeg startede i min mors kor som 7-årig og er aldrig holdt op med at synge igen. 22 kor og ensembler er det blevet til siden, og jeg har ikke tænkt mig at stoppe.

Mine pigekorssko har jeg trådt i Horsens i Cantica Ungdomskor og Cantilena, som rejste meget og deltog i mange konkurrencer. En tid, som styrkede mig som menneske, formede mig som musiker og gav mig livslange venskaber. Én gang canticaner – altid canticaner. Kor går i DNA-et og bliver familie. Nu er jeg med på holdet i Nordjysk Pigekor, som i den grad har historie og tradition. Det er en fornøjelse at se, hvordan pigerne bærer ansvaret for rigtig mange ting og lærer det videre, som de selv har fået givet.

Min uddannelse har jeg taget som klassisk sanger, sangpædagog og korleder på konservatorier i Aalborg og London. Desuden er jeg ved at tage en overbygning på Børnekorakademiet som dirigent for spire- til pigekor. Det er en fantastisk fornøjelse, at jeg i Nordjysk Pigekor kan bruge mine færdigheder som sangpædagog og mine korlederskills til at dirigere juniorkoret.

Jeg bor i Hjørring sammen med min mand, Claus, som er organist, og vores 3 børn. Udover at være dirigent for Juniorkoret er jeg korleder for Sang&Klang Spirekor, Juniorkor og Familiekor under Sct. Olai Sogn og kirkekulturmedarbejder samme sted.